Jeg har opdaget at mit gamle blogindlæg, 4 basis øjenskygge teknikker, har været temmelig populært når jeg ser på min blog statistik – og det er det stadig! Så lad os tage den et skridt længere, her har jeg nemlig fundet de 5 mest basale metoder frem, hvor man kan bruge farvet øjenskygge. Er du ikke frisk på at bruge farver kan man selvfølgelig også bare skifte farven ud med en naturfarve – men jeg håber I er friske på lidt farve!!
Simpel
Vi starter med den simpleste – den er jo egentlig også ret klassisk! Find den farve som du godt kan lide og læg den på hele øjenlåget, ton den ud i globelinjen og læg også rigeligt med farve under øjet. Jeg vil råde jer til at vælge en farve der ikke er alt for voldsom, da den kommer til at fylde hele øjet – f.eks. dusede, støvede eller lyse farver.
POP
Denne teknik er nok en af mine favoritter når der skal bruges vilde farver. Læg rigelig øjenskygge under øjet, så farven ikke forsvinder når man lægger mascara bagefter. Her kan man sagtens vælge stærke pangfarver og det gør ikke noget hvis de er lidt mørkere – læg blot en lys øjenskygge i inderste øjenkrog, som her.
Globen
Denne teknik gælder kun for mørkere farver – som minimum en tone mørkere end din naturlige hudfarve, så man kan se kontrasten og så du får lagt en skygge i hele globelinjen. Det er vigtigt at tone farven godt og lad den gerne hænge sammen i yderste øjenkrog, så den går hele vejen ned under øjet
Klassisk
Denne er måske den klassiske når man tænker farvet øjenskygge – man laver en tydelig overgang, fra mørk (yderst) til lys (inderst). Det kan være en fordel at bruge tre farver i samme nuance, f.eks. mørk kobber rød i yderste del, lyserød i midten og sart lys i inderste del.
Funky
Denne teknik er lidt anderledes og jeg er virkelig blevet vild med den for nylig – ton en lys eller sart farve i inderste øjenkrog, som på billedet. Det er vigtigt farven ikke bliver alt for mørk. Har du en farve du godt kan lide, men er bange for den bliver for mørk, så bland den bare med lidt hvid eller hel lys øjenskygge.
Så simpelt kan det gøres! Håber det var brugbart – og held og lykke med at få lidt farve på!!