Anastasia Beverly Hills har lavet en del hypede produkter efterhånden – f.eks. deres Contour Kit er blevet lidt af et kult-produkt formentlig fordi konturering er blevet så populært. Så nu kunne jeg ikke dy mig mere og købte derfor kittet, som jeg nu har brugt en lille måneds tid og haft lidt svært ved at danne mig en mening om – men her får I min anmeldelse som jeg må indrømme er lidt blandet og desværre ikke overvældende positiv.
Paletten er rigtig fin – stilren, udmærket størrelse og mærkes som kvalitet. Den lukkes automatisk med magneter så man ikke risikerer at farverne falder ud hvis man har den med på tur.
Kittet indeholder nedenstående seks kontur farver – tre mørke (til at skabe dybde) og tre lyse (til at fremhæve). De seks farver kan desuden poppes ud, hvis det ønskes og så det er muligt at fylde paletten op med nye farver eller hvad man nu ønsker. Dejligt at man har den mulighed!
Jeg vil nu gennemgå de seks nuancer én for én:
Sand – en lys beige med lyserøde undertoner. Denne farve matcher næsten min blege skandinaviske hud og lysner derfor kun meget lidt op når jeg bruger den til at highlighte/fremhæve dele af mit ansigt. Jeg kunne godt have tænkt mig at den var lidt lysere endnu, men har du en god kulør vil du måske være godt tilfreds med farven.
Vanilla – en lys beige med gullige undertoner. Denne farve bruger jeg ikke rigtig da den gullige undertone ikke passer så godt til min hud. Den er cirka lige så lys som Sand, så hvis du har en god kulør og en varm undertone i huden vil den sandsynligvis være rigtig god til dig.
Banana – en lys beige med shimmer. Denne nuance ser umiddelbart mørkere ud end både Sand og Vanilla, men sådan ser den ikke ud på huden fordi den indeholder shimmer og reflekterer dermed lyset rigtig flot. Derfor er dette nok også den mest brugbare af de tre lyse nuancer til highlighting/fremhævning af ansigtet.
Java – er en brun nuance med rødlige undertoner. På min hud bliver den lige varm nok som bronzer/kontur farve, men jeg bruger den dog stadig lidt til at skabe ekstra dybde med. Til varme piger vil den være mere passende.
Fawn – er en kold brun nuance. Denne farve er den lyseste af de tre mørke farver – den minder mig om Hoola fra Benefit. Denne nuance bruger jeg rigtig meget til at varme mit ansigt op med og skabe kontur og dybde i mit ansigt.
Havana – er en mørkere brun nuance med rødlige undertoner. Denne nuance bruger jeg slet ikke da den både bliver for varm og unaturlig på min hud, samt for mørk. Denne nuance vil formentlig være bedre til mørke piger.
På en almindelig bleg hud som min vil du formentlig kun kunne bruge 3-4 af farverne, hvilket jeg synes er lidt ærgerligt når nu man betaler mange penge for seks farver. Hvis jeg kunne bestemme skulle Contour Kittet laves i en lys, medium og mørk udgave og så kunne man nøjes med 4 nuancer – på den måde ville man få noget mere værdi for pengene.
Selve kvaliteten af de seks nuancer skuffer mig en smule – jeg kunne godt have tænkt mig en lidt bedre pigmentering. De er ikke dårlige, men heller ikke overvældende gode, sådan en udefinerbar mellemting. De er ikke løse eller ser pudrede ud på huden hvilket er meget vigtigt. Desværre skal der arbejdes meget med farverne for at resultatet bliver rigtig godt – derfor vil jeg ikke anbefale kittet til nybegyndere.
Nedenfor har jeg lavet et før og efter kontur billede – nederst ses efter brug af kittet, hvor jeg desuden har tilføjet lidt blush for at give mit ansigt lidt liv, ellers bliver det lidt fladt og dødt, kittet er i hvert fald ikke nok i sig selv efter min mening. Jeg har både brugt kittet i ansigtet, samt på øjnene som en naturlig øjenskygge, hvilket jeg synes er blevet rigtig fint!
Der er rigtig mange muligheder for hvor man kan lægge de lyse og mørke nuancer – de lyse bruges til af fremhæve/highlighte/trække frem dele af ansigtet, mens de mørke bruges til at skabe dybde/trække tilbage dele af ansigtet. Kombinationen af mørke og lyse farver giver en ekstra flot dimension til ansigtet.
Nedenfor kan I se hvor jeg har lagt de forskellige farver:
De brune streger - repræsenterer Fawn, samt lidt af Java, hvor jeg ønskede ekstra dybde.
De hvide streger – repræsenterer Sand, som er helt mat og kun lysner meget lidt om.
De lysegule streger – repræsenterer Banana, som indeholder shimmer.
De lyserøde streger – repræsenterer en blush, jeg har brugt glominerals Blush, Paradise.
Læg mærke til hvordan jeg har brugt de brunlige nuancer til at “ramme ansigtet ind” og Sand til at lysne op. Jeg har brugt Banana de steder hvor jeg ville lysne op og samtidig gerne give lidt liv i form af shine – personligt mener jeg ikke at det hører sig hjemme de steder hvor jeg har markeret med hvide streger, da jeg synes t-zonene bør holdes mat uden en masse skinnende.
Anastasia Beverly Hills Contour Kit kan bl.a. købes på Nelly.com til 499 kroner – så vi er altså i den dyre ende. Om den er pengene værd synes jeg er vanskeligt at sige for jeg kan egentlig godt forstå den er populær jeg elsker nemlig paletter så der er samling på farverne, men desværre lever den bare ikke op til hypen. Har man en god kulør, så vil den være mere brugbar end hvis du er bleg som jeg og mange andre skandinavere. Jeg har forsøgt at opsumere i punkter nedenfor:
Godt:
Emballagen er lækker.
Farverne kan tages ud af paletten.
Indeholder en shimmer highlighter.
Indeholder overvejende matte farver.
Kan bruges som øjenskygger.
Skidt:
Farverne er ikke så brugbare til helt lyse piger.
Pigmenteringen er ikke fantastisk.
Der skal arbejdes meget for et naturligt resultat.
Koster mange penge.
Dette blogindlæg indeholder affiliate links.
// Rikke