Der findes et utal af myter på kosmetik området – én af de mest kendte er nok at mineralsk olie skulle være skadeligt for huden, en myte jeg gerne vil til livs! Du kender nok bedst mineralsk olie som vaseline, hvis eneste ingrediens er petrolatum (mineralsk olie). Petrolatum er resterne fra destillation af råolie og kan læses som f.eks. paraffinium liquidum, vaselinum, isoparaffin eller heptan på ingredienslisten.
Mineralsk olie er et gammelt kendt og meget brugt ingrediens i kosmetik og lægemidler – faktisk et af de billigste og ældste ingredienser. Mineralsk olie findes specielt i cremer og salver som skal smøres på huden. I makeup finder man det typisk i læbestifter. Alligevel er argumentet imod mineralsk olie at det er dødt materiale som ingen virkning har andet end at tilstoppe huden og giver akne, dvs. bumser og hudorme. Måske er dette falske argument opstået fordi vaseline som bekendt kan klistre og føles ubehageligt på huden?
Mineralsk olie er ikke årsag til nogen former for allergi eller eksem (kun i meget sjældne tilfælde) og kan ligefrem virke positivt på f.eks. eksem, psoriasis og tør hud bl.a. fordi det som bekendt ligger sig som en hinde på huden og beskytter huden så den ikke mister fugt. Mineralsk olie reducerer altså fugttab, mens det imidlertid er andre ingredienser som skal tilsættes for at genoprette fugtbalancen i huden. Mineralsk olie er desuden et godt ingrediens at tilsætte kosmetik produkter da det er godt som opløsningsmiddel og mikroorganismer trives ikke heri.
Helt kort er mineralsk olie altså godt og ufarligt ingrediens, såfremt renhedskravene naturligvis overholdes. Det eneste tilfælde hvor man kan overveje at undgå produkter med en høj andel af mineralsk olie er ved en meget fedtet hud – men prøv det af og find ud af hvad der virker for dig, for det er på ingen måde et farligt ingrediens!
// Rikke