*Produkter tilsendt til test*
Det er ikke for tit jeg har fokus på læberne – derfor er det også mange måneder siden jeg modtog disse matte læbestifter fra IsaDora og først nu går det op for mig hvor vild jeg er med dem! Når man ikke er “læbe-pige” så kan den slags tilsyneladende godt tage lidt tid.
Så snart jeg ønsker at holde mine læber sådan forholdvis matte så er det gang på gang disse lækkerheder jeg tyer til, IsaDora Twist-Up Matt Lips. Både fordi jeg godt kan lide farverne, men bestemt også fordi det er et helt igennem lækkert produkt.
Lad os starte med farverne – nedenfor ses følgende farver (fra venstre mod højre):
- 51 Bohemian: karamel nude nuance med en sart lyserød undertone.
- 49 Bare ‘N Beautiful: sart rosa nude nuance.
- 69 Nude Rose: støvet rosa farve.
- 70 Vintage Pink: klar dyb pink.
Farverne bliver mere og mere lyserøde fra venstre mod højre og samtidig bliver de mere og mere “klare” i farverne – fra karamel nude til klar pink. Personligt er jeg mest til de to midterste 49 Bare ‘N Beautiful til hverdag og 69 Nude Rose når der skal lidt mere farve på til fest.Videre til selve produktet, konsistensen og kvaliteten. Det kan godt være de hedder “Matte Lips”, men jeg vil vove at påstå de kun er sådan næsten matte eller semi-matte. Det gør ingenting i min optik, tvært imod så giver det lidt liv og ser mere naturligt ud. Desuden står der på læbestifterne “Satin Soft Feel” – og jeg kunne ikke beskrive det meget bedre selv, det er nemlig sådan de føles på læberne, silkebløde. Det betyder også at jeg egentlig ikke oplever mine læber rigtig tørrer ud eller ser ekstra tørre ud når læbestiften kommer på. Selvfølgelig er de flottest på fugtede læber, men jeg oplever ikke at det forværrer problemet.
Pigmenteringen er også super – læbestifterne dækker helt, hvorfor holdbarheden også er helt okay, ikke verdensklasse, men absolut okay. Matte læbestifter holder forøvrigt ofte længere end ikke-matte. Selvom læbestifterne dækker helt, så findes de i nogle farver og nuancer som er så naturlige at sådan en som jeg også sagtens kan bruge dem til daglig – og det gør jeg faktisk overraskende tit. Specielt i øjeblikket, hvor min hud har tendens til at fedte lidt ekstra og jeg derfor ikke ønsker at alt i mit ansigt behøver at skinne.
IsaDora Twist-Up Matt Lips kan bl.a. købes i Magasin, på Ellos.dk eller Nelly.dk – de to sidstnævnte steder kan de købes for bare 119 kroner! Så absolut nogle fair priser og jeg kunne sagtens finde på at erhverve mig et større udvalg af de her fantastiske matte læbestifter. Elsker dem – “go get them”!
*Dette blogindlæg indeholder affiliate links*
// Rikke