Jeg har udfordret mig selv den seneste måneds tid og brugt flydende eyeliner næsten dagligt – jeg elsker looket, men har været dårlig til selv at få det brugt, men nu føles det næsten som en naturlig del af makeup rutinen og jeg kan knap undvære den! Derfor bliver jeg nødt til at præsentere Lancôme’s Artliner for jer – for den er virkelig værd at fremhæve!
Denne eyeliner er super hurtig at bruge – og jeg vil både anbefale den til eyeliner nybegyndere og erfarne! Filt-tippen er tynd, lang og fleksibel, hvilket gør det let at lave en tynd, præcis og perfekt eyeliner. Det at den er forholdsvis lang og fleksibel betyder at det er lettere at lave den perfekte lige streg uden at den hopper eller er ujævn! Et lille tip, hvis man har svært ved det – hold vejret mens du lægger eyeliner, så ryster din hånd ikke så meget.
Ud over at den er let at lave flotte og professionelle resultater med så er den også godt pigmenteret – hvilket jeg ofte mangler i filt-tip eyelinere. Den giver en dækkende og intens sort streg ved første strøg og konsistensen er perfekt, så længe man husker at ryste den inden brug vel at mærke! Ud over pigmentereingen så er det andet store plus holdbarheden – den tørrer straks helt ind (uden at se tør ud) og bliver semi-mat. Den smitter ikke af og skal fjernes med makeup fjerner, vand er slet ikke nok. Desuden har jeg fundet et lille trick, som måske kan bruges for de hvor eyelineren gik helt galt – den kan faktisk fjernes ved at gnubbe en vatpind over eyelineren og så herefter give den et nyt forsøg, den fnuldrer blot og det kan let børstes af kinden uden at det efterlader spor!
Derudover oser indpakningen af kvalitet – som Lancôme nu er så gode til! Og det er virkelig et kvalitets produkt, men prisen er også derefter, jeg har købt den i Matas til 260 kroner. Det er muligt man kan finde den billigere på nettet, men jeg fandt ikke noget i første søgnings-forsøg. Ud over den sorte her, som jeg har erhvervet mig, så findes den også i andre farver.
// Rikke