Jeg stiftede allerede bekendskab med Max Factors Creme Puff Blushes tilbage i november i forbindelse med deres 100 års jubilæum. Den gang viste makeup artist Mina Ingerslev de fine blushes frem og jeg blev altså nødt til at se nærmere på dem bagefter. Derfor var jeg heller ikke et sekund i tvivl om at jeg måtte eje alle fire nu da de kom på hylden i min lokale Matas – og så er de ovenikøbet sat ned til en introduktionspris af 79 kroner til og med d. 25. maj, hvorefter prisen bliver 99 kroner.
Har jeg så fortrut at jeg har købt dem alle fire? Der skal lyde et rungende NEJ – alle fire farver er super flotte og kvaliteten er fantastisk! Som bonus fejler prisen intet!
Først og fremmest har Max Factor lavet en super flot indpakning af de nye blushes – meget mere lækker og flot end deres eksisterende blushes som ærlig talt har en kikset plastik indpakning. Max Factor Creme Puff Blush er en bagt blush, hvilket betyder at den har en lækker cremet konsistens selvom den er på pudder-form. Pigmenteringen er super god selvom den umiddelbart ser svag ud på billedet ovenfor, hvor jeg har afprøvet farverne på hånden. Det er blot fordi farverne er støvede – pigmenteringen fejler intet! Det betyder desuden at de er super nemme at arbejde med og man får hurtigt en flot farve på kinderne som er let at tone pænt ud. Absolut begynder-venlig og enhver blush-elskers drøm! Derudover holder de sig pænt på kinderne hele dagen.
Hvis vi kigger nærmere på farverne, så kan det godt være lidt vanskeligt at se forskel – billedet ovenfor er det nemmeste at se farverne på fordi de står ved siden af hinanden og man derfor kan sammenligne dem. Når du står i butikken vil jeg desuden anbefale dig at prøve dem af på hånden først for at finde den rigtige farve til dig da de jo er to-farvede før de kommer på huden.
- 25 Alluring Rose – en varm brunlig fersken farve og nok den mest farve-givende af dem alle fire.
- 10 Nude Mauve – en sart nude lyserød farve.
- 20 Lavish Mauve – en lys støvet violet farve.
- 05 Lovely Pink – en sart lyserød farve med gyldne undertoner.
Alle farverne indeholder shimmer, hvilket jeg godt kan lide i en blush – det får huden og kinderne til at se friske og ungdommelige ud så længe de ikke skinner for meget. Personligt synes jeg det er lige tilpas i disse blushes. Normalt er jeg absolut mest til kolde nuancer – specielt når det gælder blush, fordi det bare ser mere rigtigt og naturligt ud til mig. Af samme grund overraskede det mig også at Alluring Rose også er en farve for mig. Faktisk er jeg top tilfreds med alle fire farver og jeg tror faktisk at de passer godt til de fleste. Jeg kan faktisk ikke bestemme mig for hvilken af farverne der er min favorit. Så det er blot at beslutte hvilken en man bedst kan lide – eller flotte sig og købe dem alle fire på én gang nu de er nedsat som en start!
Skal du have fat i de budgetvenlige blushes? Jeg er SÅ tilfreds og bruger dem hver eneste dag!
// Rikke